Gode Outdoor råd

INTERSPORT
6 min. læsetid February 27, 2024

VEJRET BESTEMMER BEKLÆDNINGEN

Hvordan er årstiden, nedbøren og temperaturen, der hvor du skal på tur eller ferie? Det skal du have styr på, når du vælger tøj. Hvis du selv skal bære din bagage, så skal du pakke så let og smart som muligt. Heldigvis er der god hjælp at hente i de funktionelle materialer, som outdoor-tøj er lavet af.

På varme dage kan du bruge lette og løse trekkingshorts og – skjorter i svedtransporterende materialer. Der findes også ¾-bukser og bukser hvor buksebenene kan lynes af, hvilket er smart, når temperaturen skifter. Trekkingbukser har ofte mange praktiske lommer. Når vejret skiftet til koldere dage, kan du inderst have svedtransporterende undertøj på. Som mellemlag kan du bruge fleece, som isolerer. Jo mere vamset og opkradset den er, des mere luner den. Yderst kan du have en vandtæt og/eller vindtæt og åndbar (foret) overdel. Nogle jakker kan det hele. På benene kan du springe det lune mellemlag over og nøjes med to lag. Du kan se vores udvalg af outdoor tøj til mænd her og kvinder her.

Er der udsigt til regn, så skal det yderste lag selvfølgelig kunne holde vand ude. For at holde tæt i kraftige byger, skal det kunne klare et vandsøjletryk på 3000mm. Skal det holde dig tør i silende regn en hel dag, så skal det klare et vandsøjletryk på 10.000mm. Husk, at det også skal være åndbart, så fugten fra din krop kan komme væk. Uanset vejret, så vil varmen fra din krop afsætte fugt og sved i dit tøj, når du er aktiv. Dit tøj skal derfor kunne lede fugten væk – fra inderst til yderst. Ellers kan du ikke holde dig tør og tempereret. Hvor bomuld suger fugt til sig og holder på den, så lader svedtransporterende materialer fugten fordampe. Derved bliver du ikke fugtig og kold. Og det er rigtigt vigtigt, når du er udenfor i lang tid eller langt væk hjemmefra. Klæd dig hellere i tre eller flere tynde lag, frem for få tykke, så kan du bedre finjustere din kropstemperatur, hvis du bliver for varm undervejs. Ved at fjerne et tyndt lag, sænker du temperaturen en smule ad gangen – og du vil stadig have nogle lag tilbage på kroppen. Du kan se vores regntøj til kvinder her og mænd her.

FODTØJ – STABIL OG SKRIDSIKKER SÅL

Dit fodtøj skal være skabt til terræn. Det betyder, at det skal have en stiv og stabil sål, der sikrer, at din fod ikke skrider eller vrider, hvis du kommer forkert op på en sten eller noget andet ujævnt. Det skal også have en kraftig, profileret slidsål, som griber godt fat i klipper, sten og våd jord, så du har fodfæste. Der findes vandrestøvler og vandresko. Er din oppakning tung, og skal du gå i flere dage i ujævnt terræn, så anbefaler vi en vandrestøvle. De beskytter og støtter bedst. Er det lunt, er terrænet mindre udfordrende, og vil du være let om fødderne, så vælg en vandresko – hvis din oppakning ikke er alt for tung. Du kan se vores vandrestøvler til mænd her og kvinder her.

I vådt eller koldt vejr skal dit fodtøj have en vandtæt overdel, der lader din fod ånde. Det kan være specialbehandlet læder eller et hurtigttørrende syntetisk materiale. Når terrænet er blødt og vådt, er det en fordel med støvler. Se udvalget af gummistøvler til voksne her og børn her.

Er det varmt, så er fritidssandaler en god løsning. De bør have polstrede remme, der kan spændes godt fast om din fod. Du har igen brug for en stiv og profileret sål, hvis du færdes i terræn. Til længere gåture bør du have sandaler med støddæmpning. Du kan også vælge vandresko med en luftig overdel. De giver fin ventilation på de varme dage.

En tur eller ferie til fods kræver fodtøj med perfekt pasform. Mærk efter, om skoen/støvlerne sidder godt om dine fødder, og om dine tæer har god plads. Tæerne må ikke støde på, når du går ned ad bakke. I sandaler må dine tæer ikke stikke ud over sålens kant. Gå dit fodtøj til, før det skal stå sin prøve på en lang tur. Du kan også nedsætte risikoen for vabler med et par velsiddende og svedtransporterende sokker.

RYGSÆKKEN

En rejserygsæk skal ikke bæres af dine skuldre alene, den skal også hvile på dine hofter. Den skal derfor passe til din krop og have et bæresystem, der kan indstilles. Prøv rygsækken med fyld og vægt i, så den falder naturligt. Mærk efter, om den hviler behageligt på dine hofter og om bælte og stropper sidder rigtigt og har en god polstring. Der findes rygsække specielt til damer her og herre her. Din højde, ryg og skuldre afgør, hvor stor din rygsæk bør være. Hvis rygsækken pakkes forkert, kan den komme til at svinge og tvinge dig forover. Rygsækken skal derfor have en ruminddeling, der gør det nemt at fordele vægten. Lette ting skal placeres foroven og forneden. Tunge ting skal placeres i skulderhøjde, tættest på ryggen. Fylder du ikke din rygsæk helt op, skal den strammes sammen ved hjælp af kompressionsstropper, så indholdet fastholdes. En mindre rygsæk bør også kunne strammes sammen og spændes godt rundt om din krop, så den ikke svinger fra side til side, når du er aktiv.

Du må ikke regne med, at en rygsæk er vandtæt. Vand kan trænge igennem syninger og lynlåse. Derfor bør du have et regnslag med til din rygsæk, hvis der er risiko for nedbør. I nogle af rygsækkene er det integreret.

Skal du op at flyve med din rejserygsæk, så træk en fly taske over den før check-in. Så er lynlåse, lukninger og spænder beskyttet undervejs. Det er ofte et krav ved check-in.

VALG AF TELT

Dit telt bør være let – og let at slå op. Det skal også passe til de klimatiske forhold. Skal du bruge teltet på solrige og varme dage, så er det vigtigt, at det har god ventilation. Skal du bruge det, hvor der er kraftig vind, så skal teltstængerne have en god stivhed og styrke, så teltet ikke bøjer sammen i vinden. Vælg kraftige pløkker til sand og specielle pløkker til klippegrund. Man regner 60 cm. pr. person i et telt. Det lyder ikke af meget, men vil du have mere plads at brede dig på, så husk, at der også bliver mere at bære på. Vælg et telt, hvor der er plads til din oppakning, fx i form af en lille apsis til opbevaring af bagage, sko og køkkengrej. Den forhindrer desuden regnvand mm. I at trænge ind i kabinen, når du skal ud og ind af teltet. De fleste telte består af et indertelt og et ydertelt. Kun yderteltet er vandtæt. Stram derfor yderteltet godt op, og lad inderteltet være mere løst, så der ikke opstår kontakt mellem de to lag. Der skal være mindst ti centimeters afstand, ellers kan der trænge vand ind i kabinen i vådt vejr. Slå altid teltet op på en så jævn bund som muligt og øv dig i at slå teltet op hjemmefra. Med tiden nedbryder sol og slid den vandtætte PU-belægning på yderteltet. Du bør derfor forny beskyttelsen med en imprægnering, efter et par sæsoner. Du kan se vores telte på tilbud her.

SOV GODT

Hvor skal du sove, og hvor koldt bliver der om natten? I Danmark og i Norden kan nattetemperaturen komme langt ned, selv om sommeren. I sommerhalvåret bør du vælge en sovepose, der går ned til +3 grader, måske +0 grader, hvis du er kuldskær. Er der risiko for nattefrost, skal den være endnu varmere. Sover du under lune himmelstrøg, behøver du blot en sovepose, der går ned til +10-15 grader. Din sovepose bør have kropsform og være omkring 30 cm længere end dig selv. Bliver den for bred eller lang, kan du ikke varme den op. Der er ingen sammenhæng mellem hvor meget en sovepose vejer og hvor meget den varmer. Tag højde for vægten og for hvor meget den fylder sammenrullet, hvis du selv skal bære din sovepose. Du vil blive glad for en lille letvægter. Du kan med fordel anvende en lagenpose i din sovepose. Den er behagelig og praktisk, den er lettere at vaske og den skåner soveposen. Du kan også få en overfrakke eller en bivuakpose til soveposen, så du er godt beskyttet mod regn og snavs, når du sover under åben himmel.

Det er dumt at slæbe en tung luftmadras og luftpumpe med ud i det fri, medmindre du er på camping i bil. Vælg et selvoppusteligt liggeunderlag. Her ligger du lunt og blødt på isolerende skum og luft. Jo tykkere underlaget er, jo blødere ligger du – men jo mere fylder og vejer det også. På hårdt og ujævnt terræn vil du blive glad for god polstring.

Måske du også vil synes om